MED har en central rolle som forum for drøftelse af, hvordan ressourcer og opgaver skal prioriteres. De aktuelle udfordringer med økonomi og forandringer i kommuner og regioner kalder på samarbejde og grundige drøftelser i MED. Men hvordan kan MED-udvalget bedst bidrage til den rigtige beslutning, når budgettet skal lægges hensigtsmæssigt?
FORMÅL
Det overordnede formål med denne kursusdag er at give deltagerne indsigt i, hvordan budgetter fungerer, MED-udvalgets rolle og muligheder ift. budget samt redskaber til det systematiske arbejde med budget.
INDHOLD
Det konkrete formål og indhold for kursusdagen fastlægges i dialog mellem underviser og repræsentanter for udvalget på baggrund af udvalgets behov – med udgangspunkt i følgende:
- Reglerne for MED-udvalgets inddragelse i budgetprocessen
- Procedureretningslinjer for MED og budget
- MED og årets gang med budget (budgethjulet)
- Rammerne for budgetlægningen
- Det konkrete budget
- MED-udvalgets roller og opgaver i forhold til budgetprocessen
FORM OG METODE
Kursusdagen tilrettelægges med korte oplæg, gruppearbejde og opsamlinger i plenum, som giver fælles læring og indsigt. Der er fokus på at deltagerne selv skal være aktive og drøfte relevante emner og udfordringer med hinanden, som de kender det fra samarbejdet i eget MED-udvalg. På den måde bliver dagens indhold konkret og nærværende.
FLEKSIBELT TILBUD
Alle MED-udvalgsmedlemmer har ifølge MED-rammeaftalen ret til en årlig supplerende uddannelsesdag, når de har taget den obligatoriske MED-grunduddannelse. Den supplerende uddannelse kaldes ”klippekortmoduler”, og de kan afholdes fleksibelt fra få timer til en hel kursusdag.
Dette modul er rettet mod et samlet udvalg, men det kan også gennemføres for et blandet hold af deltagere fra forskellige udvalg, blot alle har den grundlæggende MED-uddannelse i forvejen.